Uddrag af Min morfars stemme

 

© Sissel Bergfjord og Gyldendal, 2006

 

En rød Volvo Stationcar bremser og bakker et stykke. Jeg samler min bagage op og småløber hen til bilen. Der sidder en mand i halvtredserne. Jeg har en regel om ikke at køre med, hvis der kun er mænd i bilen, mest på grund af de historier, man hører, men det er næsten altid biler med mænd, der standser, så jeg er begyndt at slække på mine principper. Min brors kæreste, Rebekka, var for et par år siden ude for et alvorligt overgreb, da hun blaffede ned gennem Schweiz. Hun var uheldig. Hun blev samlet op af en mand fra Sydtyskland. Hun var virkelig uheldig. Da det begyndte at regne kraftigt, drejede manden af hovedvejen og kørte mod et skovbryn. Han trak hende ud af bilen og forsøgte at voldtage hende. Rebekka er over 1.80 og har dyrket kampsport i mange år. Hun forsvarede sig med alle midler. Han var rasende over, at hun gjorde modstand, han blev ved med at råbe: Ich werde dich töten, Nutte. Truslen tog hårdere på hende end overfaldet. Det lykkedes hende at slippe fra ham og løbe op til hovedvejen i øsende regn og få hjælp. Jeg så hende tre dage efter overfaldet. Hun var stadig gul og lilla rundt om begge øjne, blodansamlinger under huden fremkaldt af knytnæveslag. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, hvordan hendes ansigt havde set ud lige efter overfaldet. Der er vel ikke noget at sige til, at jeg aldrig slapper helt af, når jeg får et lift. Manden gør tegn til, at jeg kan lægge bagagen ind på bagsædet. Der ligger i forvejen en stak ugeblade, noget seletøj til heste og en taske med golfkøller. Inden jeg sætter mig ind på forsædet og fortæller, at jeg har stået ved rundkørslen i hundrede år, og at jeg kun skal til Kilebygda,registrerer jeg genstandene, mens jeg forsøger at stoppe den associationsrække, som øjeblikkeligt melder sig: “køller, sele, smudsige blade”, jeg irriteres over, at jeg straks skal piske en stemning op. Manden nikker til mig med et smil og træder på speederen. Jeg havde glemt, at man passerer Vold, inden man når til Kilebygda. Igen har jeg svært ved ikke at komme til at tænke på noget uhyggeligt, da jeg ser vejskiltet: Vold 1 km. Jeg skæver til manden, hans hænder, der holder om rattet, næsten kærtegnende, de stærke, solbrændte og behårede arme, og ansigtet. Han har blå, venlige øjne, ser sund ud. Det er noget, jeg har lagt mærke til ved nordmændene: De er mere solbrændte og ser sundere ud end svenskerne og danskerne. Måske fordi de bruger mere tid udendørs, både sommer og vinter, men det kan ligesom ikke være den eneste forklaring. Det med, at de har en anden slags natur, at der er bjerge og frisk fjeldluft, dur heller ikke, for i så fald skulle svenskerne se lige så sunde og friske ud, og det gør de ikke. Altså må der være et eller andet, som holder befolkningen ved bedre helbred i Norge end i de andre skandinaviske lande, eller bare ser ud til at gøre det. Noget, som ikke alene har med naturen og friluftslivet at gøre.